Hvad er hosting

Den simple analogi på hosting

Vi har lavet denne campinganalogi for at beskrive hvad hosting er.

Hvis du forestiller dig at dit domænenavn er et telt, som du har brugsretten over, så længe du betaler den årlige afgift til firmaet der stiller teltet til rådighed (Punktum.dk) og hostingudbyderen er en campingplads.

Du kan så selv bestemme hvilken campingplads (hostingudbyder) du vil placere dit telt på, uden at miste retten til at bruge det telt (Domænenavn) du “lejer”.

De individuelle campingpladser stiller forskellige faciliteter til rådighed – disse faciliteter kunne være en postkasse, et toilet og et opbevaringsskab. Sidstnævnte skal symbolisere din e-mail og det CMS (Hjemmesidesystem) du bruger.

Til sidst har du den post der ligger i din postkasse og de ting du har opbevaret i dit opbevaringsskab på campingpladsen – dette symboliserer selve indholdet på din hjemmeside.

Hvad sker der når jeg flytter mit telt/domænenavn til en anden campingplads/hostingudbyder?

Hvis du vælger at flytte dit telt/domænenavn til en anden campingplads/hostingudbyder, vil der ske det, at redskabsskuret og postkassen du får stillet til rådighed på den nye campingplads, ikke indeholder noget.

Når du flytter hostingudbyder/campingplads, skal du altid huske at få dine ting med dig. Har du allerede flyttet dit telt hen til en anden campingplads og finder ud af at du mangler noget – så er det som regel muligt at få fat i dine ting, via et midlertidigt link, så længe abonnementet er aktivt. Vær opmærksom på at dette ikke er gældende, hvis du opsiger din campingplads/hostingløsning.

Sådan flytter du bedst dit site til en ny hostingudbyder/campingplads

Når du har fundet din nye campingplads, og fået adgang til pladsen, vil du kunne tilgå den via en midlertidig URL. Flyt alt dit indhold fra den gamle campingplads hen til den nye, inden du opsiger aftalen. Når alt indholdet er flyttet, kan du ændre adressen til din nye campingplads via Pinktum.dk.

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler afgiften til teltet?

Hvis du glemmer at betale afgiften på teltet, vil det ikke være muligt at få adgang til campingpladsen og dermed redskabsskuret samt indholdet heri. Dette løses nemt ved at betale afgiften samt et tillæg, og herefter genåbnes adgangen til dit indhold.

Hvad sker der hvis jeg opsiger min campingplads?

Hvis du opsiger din campingplads, mister du muligheden for at få fat i de ting du har liggende på campingpladsens faciliteter, det vil sige indholdet fra din hjemmeside samt dine e-mails. Du vil stadig have brugsretten over teltet, men ingen adresse at placere det på.