Hvad er SEO

SEO står for search engine optimization, oversat til Dansk – søgemaskineoptimering. Hvis man skal simplificere beskrivelsen, går det i al sin enkelhed ud på at tilpasse sit webindhold så det er søgbart/tilgængeligt for søgemaskinerne. Til dette har de forskellige søgemaskiner opsat en lang række regler som man skal overholde for at blive fundet i de organiske søgeresultater – i mange tilfælde er der tale om flere hundrede regler som man skal være opmærksom på.
Søgemaskineoptimering har mange aspekter, og dækker blandt andet over hvordan teksterne på ens hjemmeside er skrevet, hvorvidt ens billeder og film indeholder metadata, hvor mange hjemmesider der linker til ens hjemmeside samt en masse teknikaliteter.
Dette var den meget korte og banale beskrivelse af hvad SEO er.

Tilgangsmetode til søgemaskineoptimering

Når man vil findes via de organiske søgeresultater på søgemaskinerne, er det vigtigt at man ved hvilke ord og søgefraser man vil findes på. Uden dette, skyder man med spredehagl, og man skal være heldig hvis man rammer noget. Derfor er det vigtigt at finde et eller flere søgeord og søgefraser for hver side man ønsker fundet.

Hvordan holder man styr på sine søgeord og søgefraser

Vi benytter os altid af et Excel ark hvorpå sidenavn, URL, metabeskrivelse, SEO-titel og det enkelte søgeord eller søgefrase fremgår for hver enkelt side. På denne måde kan vi nemt danne os et overblik over siderne og de søgeord vi bruger på hver side. Denne metode anbefales på det kraftigste, da søgemaskineoptimering også er forbundet med struktur.

Hvad er en SEO-titel

En SEO-titel er den overskrift du ser i de søgeresultater der kommer frem når du laver en søgning. Efter 2020-reglerne skal en SEO-titel bestå af minimum 41 tegn og maksimalt 55 tegn inklusive mellemrum. Ens søgeord skal altid indgå som det første ord i SEO-titlen.

Hvad er en metabeskrivelse

Metabeskrivelsen er den tekst du møder under overskriften i selve søgeresultatet. I regelsættet fra 2020 skal metabeskrivelsen bestå af minimum 107 tegn og maksimalt 142 tegn. Ens søgeord eller søgefrase skal også indgå i metabeskrivelsen.

SEO-venlige tekster

SEO-venlige tekster har flere aspekter end vi gennemgår her, men her er de vigtige elementer i en vel-søgeoptimeret tekst. Ens søgeord eller søgefrase skal minimum fremgå som 3% af teksten og maksimalt 5% af teksten. Der skal som minimum være 300 ord på en hver side man laver. Teksten skal inddeles i H tags – h1 hovedoverskrift, h2 overskrifter og h3 underoverskrifter etc. Sidstnævnte hjælper også mennesker med synshandicap, ved at tekstoplæseren kan sortere i overskrifterne.

SEO af billeder og film

Søgemaskineoptimering af billeder og film kan udgøre en stor forskel i forhold til hvor mange der besøger din hjemmeside, men SEO af billeder og film er også en stor del af helheden. Inden man overhovedet publicerer et billede på Internettet, er det vigtigt at indsætte de korrekte metadata i selve billedet. Vi benytter os af den indbygget metadatering i Adobe Photoshop. Hvert billede får en metabeskrivelse som passer til den tilhørende tekst, samt det relevante søgeord/søgefrase. Det samme er gældende for video, indsætter man fra starten de korrekte metadata, vil søgemaskinerne have nemmere ved at finde ens billeder og film.

Teknisk SEO

Teknikken bag hjemmesiden kan også have stor betydning for hvorvidt din hjemmeside eller webshop bliver fundet. Eksempelvis har strukturen og den tekniske opbygning stor betydning. Finder søgemaskinerne at der ligger et hav af kode, der ikke bliver benyttet, kan dette have betydning for hvor hurtigt dit site loader, som i sidste ende har betydning for hvor i de organiske søgeresultater du ender. Et andet eksempel er måden man strukturerer sin side på – søgemaskinerne foretrækker en overskuelig sidestruktur, hvilket betyder at brugeren hurtigt skal kunne finde det indhold vedkommende søger. Adressen på siden kan også have betydning, eksempelvis vil www.DOMÆNENAVN.dk/side1.htm?id=123 blive dårligere ranket end www.DOMÆNENAVN.dk/SØGEORD.